1. december 2024
Årets juledonation går til foreningen ”Et Hjerte for Alle”
Hvert år donerer ABENA til en forening eller organisation, som gør et særligt arbejde for børn og unge. I år går juledonationen til ”Et Hjerte for Alle” - en forening, der hvert år samler ind til økonomisk trængte familier i Aabenraa Kommune.
Julen er en særlig tid fyldt med glæde, nærvær og hygge for mange af os. Men for nogle familier kan julen være præget af økonomiske bekymringer og usikkerhed. Derfor har vi i år valgt at støtte ”Et Hjerte for Alle” – en forening, der arbejder dedikeret for at sikre, at flere familier i Aabenraa Kommune kan få en varm og glædesfyldt juleoplevelse.
(Fotos: Et Hjerte for Alle)
”Et Hjerte for Alle” blev stiftet med missionen om at afskaffe "den fattige jul" i kommunen, og siden 2008 har foreningen gjort en forskel ved at hjælpe økonomisk pressede familier med hjemmeboende børn. Foreningens initiativ gør det muligt for disse familier at få støtte til nogle af julens mange udgifter, så også de kan få en højtid uden bekymringer og med plads til glæde og hjertevarme.
Hos ABENA er vi stolte over at kunne bidrage til denne værdifulde indsats, som har fået en fast og betydningsfuld plads i Aabenraa Kommune. Vi vil gerne sende en varm tak til de mange frivillige, som hvert år driver ”Et Hjerte for Alle”. Det er gennem deres store og hårde arbejde, at julen kan blive ved med at være noget særligt for os alle.
Vi ønsker vores kunder og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul samt et godt nytår!