Nyheder


Nyhed | 29.11.2021

Årets juledonation 2021 går til Danske Hospitalsklovne

Hvert år til jul giver ABENA en donation til en organisation, som gør et særligt arbejde for børn og unge. I år går juledonationen til Danske Hospitalsklovne. 

Hvert år bliver ca. 75.000 børn indlagt på de danske hospitaler. For mange er det et kort visit, mens det for andre er en længere periode. For nogle børn bliver sygdom et livsvilkår, hvor leg og umiddelbarhed kan blive skubbet i baggrunden af alvor, ubehagelige oplevelser og svære følelser. Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå deres sygdomsforløb igennem. De møder og anerkender barnet, hvor det er – hvad end det er i angsten, i glæden eller i kedsomheden.

En tryg hånd at holde i
Danske Hospitalsklovne er ikke frivillige, men professionelt uddannede og lønnede. Det giver tryghed for både barn, forældre og hospitalspersonale. For at blive hospitalsklovn skal man gennemføre en skræddersyet hospitalsklovneuddannelse, som er internationalt anerkendt og tager 1,5 år at gennemføre.

Når de Danske Hospitalsklovne træder ind i et rum, aflæser de situationen og reagerer på den konkrete stemning. Måske er der brug for at omdanne hospitalsstuen til et rum fuld af leg og magi. Måske er der brug for hjælp til at gennemføre en undersøgelse – eller måske er der brug for, at hospitalsklovnen hjælper med at sætte ord og krop på barnets smerte. Hospitalsklovnen deler sin styrke med barnet og giver det, der er behov for. For mange børn kan klovnen blive en tryg hånd at holde i, når livet på hospitalet gør ondt – og ikke mindst også blive et anker at vende tilbage til.

Vil være der for alle indlagte børn i Danmark
I dag når Danske Hospitalsklovne at besøge omkring halvdelen af de ca. 75.000 børn, som hvert år indlægges i Danmark. Derudover har klovnene siden 2016 også arbejdet på flere af landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, og i 2018 indgik Danske Hospitalsklovne samarbejder med bosteder med børn med svær autisme.

Selvom mange børn hvert år har glæde af hospitalsklovnene, er målet at være der for alle børn – uanset deres diagnose. Med støtte fra privatpersoner, virksomheder og fonde kommer Danske Hospitalsklovne tættere på målet om at styrke livsglæden og livsmodet hos endnu flere indlagte børn.  

Vi ønsker vores kunder og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul og godt nytår!

Med venlig hilsen
ABENA A/S


keyboard_arrow_up
Loading...